Hent Remember the Kanji Supplement

Reviewing the Kanji

Når nu jeg er inde på kanji og Heisigs bøger vil jeg også lige anbefale en glimrende side til brug sammen med Heisigs bøger, Reviewing the kanji, gør brug af en simpel algoritme til Spaced Repetition, som hjælper med at huske kanji. Desuden er siden fyldt med brugere der har tilføjet deres historier til de enkelte kanji, som man kan bruge til inspiration. Siden har været til stor hjælp for mig indtil nu.

Nanori-reading

Til sidst vil jeg lige fortælle om et lille fund jeg lavede, da jeg ville slå reading for tegnene i 北海道 (Hokkaido, den nordligste af Japans fire hovedøer) op.
Når man begynder på at lære kanji finder man hurtigt ud af at de fleste kanji har to eller flere forskellige “udtaler”, måder at læse dem på. Den originale japanske kun-yomi (訓読み) og den traditionelle kinesiske on-yomi (音読み). Der findes desuden en tredje reading kaldet Nanori (名乗り), som bruges til japanske navne.

Sådan er det med da og desu

Tae Kim’s guide forklarer forskellen på です og だ med et simpelt eksempel. “That is so” eller “Sådan er det”.
På japansk stilles ikke store krav til indholdet af en sætning. Reelt set er et enkelt ord nok til at danne en grammatisk korrekt sætning. Det kunne fx være det sidste tegn fra denne sides navn: 魚, “fisk”. Betydningen er afhængig af konteksten men det kunne være “Det er en fisk”. Ligeledes kan man sige “Sådan er det” meget simpelt:
そう – soo

Man kan ligeledes i et lidt mere bestemt tonefald (deklarativt) sige “Sådan er det”:
そうだ – soo da

Her viser “da” at det er sådan det er, man kunne kalde det en slags “state of fact”. Vil man være høflig kunne man i stedet sige:
そうです – soo desu

Desu tilføjes for at gøre sætningen høflig, og er altså blot den høflige version af “そう” og ikke den høflige version af “そうだ”. Det skal dog bemærkes at “そうだ” ikke kan gøres høfligt ved at tilføje “desu”. “da” og “desu” kan aldrig kombineres.

Er det sådan? – Forskellen på da og desu

Ovenstående eksempel er simpelt, men viser ikke hvad der reelt gør det til en fejlopfattelse, det gør det næste eksempel imidlertid. I næste eksempel modificerer vi “Sådan er det” til et spørgsmål, nemlig: “Er det sådan?” ved at tilføje den japanske spørgsmålspartikel “ka”. Der er tre måder at stille spørgsmålet på:
そう？　(ændring i tonefald) – soo?
そうか？ – soo ka?
そうですか？ – soo desu ka?

Det første er den helt simple måde, hvor tonefaldet hvormed ordet siges blot ændres, på samme måde som man på dansk kan sige “Nå.” eller “Nå?”, enten som en konstatering eller som et spørgsmål.
I den næste “soo ka?”, gøres det helt klart at det er et spørgsmål og ikke en konstatering, ved at tilføje “ka”.
Til sidst har vi den høflige udgave “soo desu” tilføjet “ka” for at gøre det til et spørgsmål.
Man kan altså sagtens sige “soo desu ka?” men ikke “soo da ka?”, da man naturligt nok ikke kan konstatere et faktum og stille et spørgsmål på samme tid. Her ses klart at man ikke bare kan betragte “desu” og “da” som det samme.

Andre eksempler

Et andet eksempel klargør også forskellen, da “desu” altid er placeret sidst i en sætning, mens “da” godt kan være midt i en sætning:

そうだと思います – soo da to omoimasu – jeg tænker det er sådan
Her er det også forbudt at bytte “da” ud med “desu”!

Et sidste eksempel kan være et eksempel hvor “desu” ikke har betydning af “at være”:
子犬はとても好きです　- koinu wa totemo suki desu

Ovenstående kan have lidt forskellig betydning afhængig af konteksten men typisk vil det betyde “kan rigtig godt lide hundehvalpe” – og som den kvikke læser bemærker indeholder denne sætning ikke nogen form af “at være”, men sætningen indeholder “desu”, høflighedsendelsen.

Mit første blik på den japanske verden var mangaen DragonBall, som jeg læste for snart 10 år siden. Jeg har altid været lidt af en læsehest, og tegneserien med den søde lille dreng med det sjove strithår, fangede mig hurtigt. Jeg fik læst de 42 originale mangaer, men lagde dem så ellers på hylden uden at fatte yderligere interesse for nærmere undersøgelse af stilen.

Det næste træk faldt først 5 år senere, da jeg mødte en, hvis interesse i anime, manga og japanske short stories var større end jeg nogensinde har set både før og siden. Jeg begyndte at se anime’en Fullmetal Alchemist, med japansk tale og engelske undertekster. Sproget ramte lige plet i hjertet, og jeg har elsket lyden af det lige siden. Sideløbende med at jeg så Fullmetal Alchemist begyndte jeg at søge lidt efter mere information om det japanske sprog. Jeg har altid været fascineret af de kinesiske tegn (kanji 漢字), og det måtte da være muligt at lære mere om dem. Jeg fandt frem til de to alfabeter hiragana og katakana, og begyndte at lære dem udenad ved at skrive dem ned igen og igen, og hver dag lære 5 nye. Jeg lærte også nogle enkelte ord og basale ting som hilsner.

Siden da har mit selvstudium af japansk bevæget sig lidt op og ned og jeg har været omkring mange forskellige måder at lære sproget på. Indtil for nylig har det været meget løst og i perioder, det jeg har lært mig selv, men nu, som mit første indlæg antydede starter 2. etape af mit selvstudium. Jeg har for få dage siden bestilt to bøger i en serie som jeg vil følge fra ende til anden, sideløbende med et forløb med James W. Heisigs “Remembering the Kanji”.

Serien jeg er startet på hedder Japanese in MangaLand (JiML). Jeg har bestilt den første bog i serien sammen med den arbejdsbog der hører til. Efterhånden som jeg bevæger mig længere ind i bogen vil jeg her på bloggen skrive om mine oplevelser med den.

Mit fremskridt til nu:
JiML: lektion 6
Heisig: lektion 18, 436 kanji